Allegori om postanarkisme

Café Under Konstruktion på Nørrebro. På pristavlen over baren udfolder sig en politisk diskussion skrevet i kridt. I den ene side af tavlen står caféens navn med store bogstaver – CAFÉ UNDER KONSTRUKTION – og under navnet, i et belejligt tomrum, står der på skift sætninger af forskellig slags. Krimskrams og kruseduller, doodles og farvelader. Ofte tager småskriverierne form som slogans eller statements der på en eller anden måde forsøger, at forklare caféens væsen. Hvad kan caféen være? Sætningerne ændrer sig til tider hver dag, den ene dag et arrigt ord fra queermiljøernes vokabularium, den anden dag en solidarisk støtte til andre fristeder, den tredje dag et politisk symbol, fx. hammer og segl. En polyfon og kaotisk samtale. Caféen er som sagt under konstruktion, og man kunne derfor tilføje at denne skiftende kommunikation og refleksion over caféen hænger ganske godt sammen.

Én sætning vendte dog hele tiden tilbage, muligvis med så høj frekvens at de fleste gæster i caféen ikke så andet. Det blev sætningen der fulgte caféens navn: ”Café Under Konstruktion – Det’ det rene anarki!”. Hvordan kan en forstå det? En analyse kunne lyde, at dette simpelthen blev det mest passende slogan på caféens organisering og væsen. Gennem en evolutionær udsortering af andre konkurrende forslag, stod sloganet tilbage som det mest tydelige. Ingen havde lyst til at viske det ud, fordi det passede så godt på caféens væsen. Sloganet vandt den anarkistiske konkurrence af slogans.

En sådan analyse ignorerer dog, at kvaliteter ved konkurrencen mellem slogansene i sig selv kan fungere som objekt og materiale for sloganet. ”Det’ det rene anarki!” kan således tolkes som en kommentar til den anarkistiske struktur som de skiftende slogans på pristavlen er udtryk for. Det er jo trods alt ren anarki på pristavlen! “Det’ det rene anarki!” udsiger i følge denne analyse ikke noget om caféens væsen, men kommenterer i stedet den anarkistisk organiserede samtale der føres om caféens væsen. Sloganet, hvis vi da kan kalde kommentaren det, bliver således et metaslogan. Ved at italesætte den anarkistiske struktur selv, overtager og dominerer dette ene slogan dog på paradoksalt vis de andre slogans. For at kommentere på de andre slogans, må det også slette dem og skrive i deres sted, stille sig oven på de andre, og således slette selve sloganets analytiske materiale: anarkien. På paradoksalt vis, indføres desuden anarkismens modsætning: enhedstænkningen. Sloganet siger med andre ord, at det er det rene anarki, men heller ikke alt muligt andet (ikke queer, ikke solidarisk støttende, og ingen andre politiske symboler). Og således blev “Det’ det rene anarki” stående en tid.

Men den politiske diskussion på tavlen stoppede ikke. En sær tilføjelse begyndte pludselig at hægte sig på. Nu og da stod der ikke blot ”Café Under Konstruktion – Det’ det rene anarki!” men også ”(mener Anton)”. Det er klart at tilføjelsen ”(mener Anton)” udnytter kvaliteter ved det dominerende slogan – som en snylter – og kan derfor overleve udelukkende ved at hægte sig på den anden. Det ville ikke umiddelbart give mening at skrive ”Café Under Konstruktion (mener Anton)”. Men hvad betyder da kombinationen af meta-sloganet med dette nye snylterslogan? Jo, snylterloganet konstaterer selvfølgelig det simple faktum, at det var én person, Anton, der igen og igen skrev ”Det’ det rene anarki!”. Det var Anton der stod bag sloganet, og således alene Antons perspektiv der dominerede. ”Det’ det rene anarki!” var ikke en tør konstatering af tavlens skiftende sloganpolitik, men en enkelt persons konstante italesættelse af et specifikt perspektiv: anarkisme. Anton påråber caféen som anarkistisk. Som sagt foroven, skabte dette på paradoksalt vis sin egen modsætning, i form af dominerende enhedstænkning. Anton ønskede anarkisme for alle, men også på alles vegne.

Er ”(mener Anton)” da et forsøg på at komme anarkismen til livs og udgrænse den som en specifik og dominerende position? Har vi måske her at gøre med decideret anti-anarkisme? Nej, tværtimod! Tilføjelsen ”(mener Anton)” er anarkisme par excellence! Forklaring følger. Det er rigtigt at ”(mener Anton)” afgrænser ”Det’ det rene anarki!” som et perspektiv blandt andre. Det er rigtigt at sloganet peger på aktøren bag udsagnet, Anton. Og at Anton, ved at ikke udpege sig selv, skjult udøver sin magt og dominans over de andre slogans. Men netop denne intervention er central i anarkisters kritik af magt. ”(mener Anton)” sletter i øvrigt ikke metasloganet. Det tilføjer i stedet en mening bagefter. ”(mener Anton)” bygger med andre ord videre på anarkiet, men kommer også hinsides det. Hinsides en position om at tale på alles vegne, gennem at italesætte positionen (fremvise den skjulte magt), og italesætte den som specifik (det var bare Anton). ”(mener Anton)” afmonterer det, der i en kritik mod klassisk anarkisme, kaldes strukturløshedens tyranni. Hvad betyder det? Anarkisme har været kendt for, at ville nedbryde enhver slags strukturer. Men, siger kritikken, dette er en naiv forestilling – en naiv anarkisme. Ved at have øje på kun nedbrydningsprocessen, ser de naive anarkister slet ikke den opbygning, som allerede foregår samtidigt. Formelle strukturer erstattes af uformelle strukturer. En sådan kritik kaldes for poststrukturalistisk, og dens mest berømte exponent Michel Foucault. Foucault sagde, at ”magt frygter og foragter et vakuum”. Det betyder, at det ikke går at etablere magtløse rum, eller relationer uden magt. Det går ikke at stille sig udenfor magten – være fri fra magten. Eftersom magten producerer strukturer, er de facto strukturløshed umulig. Det betyder ikke, at også anarkisme og nedbrydningen af hierarkier er umulig. Det betyder blot at ligheden mellem mennesker ikke opstår spontant, men gennem den gentagende træning og opbygning af uformelle horisontale strukturer.

Tilbage til samtalen på caféens tavle. Et andet aspekt af metasloganet som jeg har antydet bør gøre os skeptiske. Påråbelsen af strukturløsheden – ”Det’ det rene anarki!” – lader at komme fra intet sted. Der er ingen afsender. Faktummet konstateres blot, som var det noget alle kollektivt havde blevet enige om. Der er ingen ledere der har bestemt sloganet på et møde. Men som tilføjelsen gjorde opmærksom på – ”(mener Anton)” – er der altså tale om en enkelt person, der betegner den formelle struktur. Og samtidigt danner en ny uformel struktur. En sloganets uformelle leder?

Havde Anton været bekendt med kritikken af strukturløshedens tyranni, ville han explicitere sig selv som magt. Eftersom det ikke var tilfældet, gjorde en anden det altså. Og ved at komme hinsides strukturløshedens dominans, etablerer ”(mener Anton)” en egentlig poststrukturalistisk informeret anarkisme. Poststrukturalistisk anarkisme. Det var langt. Postanarkisme? Det er måske ikke så vigtigt. Et vigtigere spørgsmål lyder: Hvis ”Det’ det rene anarki!” er en skjulende anarkisme, er ”Det’ det rene anarki! (mener Anton)” da en åben og expliciterende anarkisme? Det lader vores analyse til at sige. Men nej, tværtimod! ”(mener Anton)” forskyder blot magten, og bag ved påpegelsen af den gamle skjulte aktør, gemmer sig en ny skjult aktør. For hvem er det, der hele tiden tilføjer ”(mener Anton)”? Vi ved det ikke. Kunne man vove den spekulative hypotese at det var Anton selv, der gennem et konstrueret politisk spil på tavlen, blot ville fremme den postrukturalistiske postanarkisme?

———

Epilog

I filosofisk forstand rejser allegorien spørgsmål om hvordan sager “finder sted”, med dansk udtryk. På engelsk kan problematiken udtrykkes mere elegant med dobbeltbetydningen “come to matter”. Pointen er, at når en sag “comes to matter”, dvs. materialiserer sig som slogan på en tavle, er det samtidig en sag der “matters”, dvs. får betydning og således bliver objekt for politik. Copyriot har undersøgt det samme, og udtrykker sig på svensk som at sager “äger rum“. Hvad der kan siges om skriverierne på tavlen, kan i øvrigt siges om musik, om fest, om søvn, og hvad som helst der finder sted – “whatever matters”.

For god ordens skyld skal det siges, at snyltersloganet “(mener Anton)” blev en tilføjelse ikke på caféens tavle men her i teksten. Jeg tænkte det som en mulig postanarkistisk intervention, men så vidt jeg er bekendt stod “Det’ det rene anarki!” altså alene uden tilføjelse. Hvis noget lignende alligevel har fundet sted, vil jeg meget gerne høre om det.

Jeg fik i øvrigt at vide, ved skrivningen af denne tekst, at sloganet havde været borte fra caféens tavle under længere tid. Tilsyneladende havde caféens forskellige aktører taget “symbolmagten til diskussion”, som en udtrykte det. Det skulle være utroligt spændende at høre mere om dette, da den diskussion sikkert har været langt mere konkret end ovenstående abstraherede blogpost. Så velkommen at kommentere. Desuden tak til Troels, der var så sød at rekonstruere sloganet for oven, så vi kunne få et fint billede. At sloganet nu igen rent faktisk står på tavlen, og denne blogposts medvirken til det, kan der funderes videre over.